Anmeldelse af 40 Year Old Tawny

96

Producent: Conceito
Vintype: Rød

Land: Portugal
Område: Douro
Ã…rgang:

Forhandler: Andrup Vin
Pris: 679,00 kr v/6 fl.

Rav/brun i farven. Duften rummer en sødmefuld indledning med rosin, tørret abrikos, hasselnød, let træ, marcipan, karamel og en flig af lakrids. Ædelt og meget nuanceret duftbillede, der fuldt afspejler, at vinen har hygget sig i 40 år på fadet, inden den landede i undertegnedes hænder. Smagen er sødmefuld og sjældent fed og cremet med tørret abrikos, hasselnød, rosin, marcipan, karamel og lakrids. Der kommer lidt moden blomme midtvejs i smagen. Sødme, fedme og en dejlig frisk syre giver harmoni og samspil i denne meditationsvin, der fortjener langsom nydelse og stilhed. Netop den friske syre kan være tricky, når der kommer noget alder på, men her er der hverken for lidt eller for meget – blot fuld harmoni. Man smager alkoholen i vinen, men den er fint afstemt og bidrager blot til intensiteten og nærværet og brydningen til sødmen. Pivlækker og fremragende portvin.
Anmeldt 29-10-2023