ITALIENSKE MADOPSKRIFTER
PENNE ARRABIATA / PENNE ALL'ARRABIATA


Opskrifter opdelt efter madtype:

Opskrifter opdelt efter region:

Opskrifter alfabetisk:


Print Test


Penne Arrabiata / Penne all'Arrabiata (4 pers. som primi/forret)

Penne Arrabiata / Penne all'Arrabiata

Ingredienser:

225 gram penne (med riller så saucen hænger bedst ved)
4 tomater
1 dåse flåede tomater (hakkede tomater kan også bruges)
5 fed hvidløg
Olivenolie
1,5 - 2 teskefuld knuste, tørrede chili (1=krydret 1,5=stærk 2=meget stærk)
1 teskefuld rørsukker.
Salt og peber
En håndfuld hakket, bredbladet persille
Revet skal af 1/4 økologisk citron
125 gram revet Pecorino ost (Parmigiano Reggiano kan også anvendes)

Fremgangsmåde: Inden du starter, skal du lige vurdere, hvilken styrke retten skal have!

Personligt kan jeg godt lide, at retten har masser af bid og nerve, så jeg bruger 1 1/2 teskefuld knuste, tørrede chili, men mindre eller mere kan sagtens forsvares alt efter lysten til "hot" mad fra støvlelandet!

Arrabiata er i øvrigt det italienske ord for "vred", hvilket hentyder til rettens krydrede/stærke smag.

Så går du i gang....

Hak hvidløg fint og kom det på panden i rigelig olie sammen med den knuste chili. Lad det stege et kort øjeblik.

Tilsæt de friske tomater, der skal hakkes i små stykker. (Jeg fjerner "kødet" i halvdelen af tomaterne, så det ikke bliver for vandet).
Lad dem stege med i nogle minutter og tilsæt så de flåede tomater.

Smag til med salt og peber og sukker og lad sovsen koge 1/2 time for svagt blus. Smag atter til.

måske mangler retten yderligere lidt salt og sukker.

Kog penne i rigeligt vand tilsat salt.

Når saucen har indkogt i 1/2 time, så er det meste af vandet i retten kogt væk. Derfor plejer jeg lige at spæde til med lidt ekstra vand fra gryden med pasta.

Tilsæt finthakket persille og citronskal. Hvis du synes, så tilsæt lidt ekstra revet citronskal - det giver mere syrlighed.

Vend den afdryppede pasta i saucen, så er retten færdig.

Nu mangler du kun at drysse portionsanretningen med rigeligt friskrevet Pecorino/ Parmigiano Reggiano.

VINFORSLAG:

Denne ret kræver ikke den store omtanke om vin.

Da retten er krydret/stærk, skal du matche den med en rødvin med kraft, og her kan anbefales Chianti Classico, Rosso di Montepulciano/Vino Nobile di Montepulciano, Rosso di Montalcino eller tilsvarende vintyper.

Her vil du bemærke, at vi taler om vin på Sangiovese-druen, der har en kraftig syre, der passer godt til at rense munden op mod maden. Derudover smager vine på Sangiovese fremragende, så det er win-win :-)
VIGTIG INFO:

Alle opskrifter i dette afsnit er lavet med kærlighed og friske ingredienser.
Det er derfor meget vigtigt, at du husker at give dig selv god tid og benytte de bedste råvarer for at opnå det bedste resultat i dit eget køkken!


Vinhulen.dk
2015