Historien om vinfremstilling i Conterno familien går hundreder af år tilbage, men officielt starter det hele tilbage i 1908, hvor Giovanni Conterno startede en vinbar i byen San Giuseppe, hvorfra han solgte Barolo, som han lavede på købte druer.
Der hersker en lille tvivl om, hvornår den første flaske Barolo Monfortino er produceret. Nogle mener, at den første flaske er fra 1912, mens andre mener, at den første flaske blev solgt i årgang 1920 efter at Giovanni Conterno vendte hjem fra 1. verdenskrig. Årgang 1920 blev i øvrigt lavet sammen med sønnen Giacomo.
Giovanni Conterno døde i 1934, og Giacomo Conterno overtog driften af både vinproduktionen og vinbaren. Giacomo Conterno havde 2 sønner - Giovanni og Aldo - som han overlod driften til i 1961. Det stod dog hurtigt klart, at Giovanni havde fokus rettet på ultratraditionel Barolo, mens Aldo gerne ville eksperimentere med lidt mere moderne Barolo.
I 1968 skiltes de 2 brødres veje. Giovanni Conterno fortsatte under navnet Giacomo Conterno, mens Aldo gik for sig selv (se afsnit om Aldo Conterno).
Gennem årene fulgte Giovanni's søn Roberto i sin faders fodspor, og det er Roberto, der i dag står for vinproduktionen alene efter faderens død i 2003.
Roberto Conterno viser rundt i den helt rene kældre. Her er INGEN barrique! Det er Roberto forrest med ryggen til, skarpt forfuldt af Henrik og Michael (helt skjult). Nogle af fadene er årtier gamle.
Vinene fra Giacomo Conterno er personificeringen af traditionel Barolo.
Der er i dag 2 forskellige Barolo'er fra Conterno's hånd. Det er Cascina Francia, som kommer fra Francia marken på 16 hektarer, som Giovanni Conterno købte tilbage i 60'erne. Første Barolo Cascina Francia fra egen mark er fra 1978. Flasker før dette år er fremstillet på købte druer. Det skal iøvrigt lige indskydes, at navnet Cascina Francia først kom med på etiketten fra og med årgang 1980.
Mest feteret og absolut Barolo's flagskib for traditionalister er Barolo Riserva Monfortino. Den behandles som i "gamle dage".
Det betyder, at vinen macereres i 4 uger og lagres på store fade i 7 år.
Nu skal man ikke forveksle traditionelle metoder med gammeldags. Der er skam, og har været det siden midtfirserne, temperaturstyring på vinificeringen. Cascina Francia stopper ved 30 grader, mens Monfortino får lov at boble videre ved temperaturer på den anden side af 35 grader!
I gamle årgange af Monfortino er det set, at vinen har lagret op til 15 år på store fade, f.eks årgang 1970 som først er flasket i 1985!!
Roberto Conterno har indsnævret produktsortimentet noget. Efter faderens død er det nu kun Barbera d'Alba og Barolo, som har producentens interesse. Vær opmærksom på, at Barbera d'Alba er helt almindelig og hverdagsagtig. Den er ikke givet samme upgrade som Barolo'erne.
Denne dag i november 2008 skulle vi smage:
Barbera d'Alba 2006
Barolo Cascina Francia 2004
Barolo Riserva Monfortino 2001
Se testene i databasen:
Barbera d'Alba, Giacomo Conterno
Barolo Cascino Francia 2004, Giacomo Conterno
Barolo Riserva Monfortino 2001, Giacomo Conterno
Dagens udvalg af vine. Roberto Conterno lytter til et spørgsmål fra undertegnede.
Den første vin på programmet var Barbera d'Alba 2006. Skænket med rund hånd og lang tid til at dufte og smage nuancerne. En meget afventende Roberto Conterno lyttede meget til den feedback vi gav.
Det blev til en hyggelig samtale omkring årsagen til, at Barbera d'Alba fortsat er en "almindelig" vin, mens Barolo er udviklet til regionens flagskib.
Roberto kunne berette, at det er essensen af Barbera. Den er ment som en dagligdags vin, som man skal drikke umiddelbart.
Michael flankeret af de ædle dråber. Hvilket held at besøge Conterno, når superårgangene 2004 og 2001 er på bordet!
Smilet bliver ikke meget større!!
Så overgik vi Til Barolo Cascina Francia 2004, som er en aldeles overvældende og nuanceret oplevelse. Den rummer det bedste og klassiske af Barolo.
Vi sad og dvælede ved denne fantastiske vin og var rimeligt enige om, at essensen er den kombination af balance, kompleksitet, kraft, koncentration og ynde, som vinen byder smageren. (se anmeldelse i databasen)
Den sidste vin var Barolo Riserva Monfortino 2001. Ubetinget det forventede højdepunkt.
Mens Roberto Conterno lige var ude af lokalet for en telefonsamtale, sad vi og talte om, at der stod en åbnet 2001 på hylden bag os, som nogle hollandske gæster havde smagt lige inden vort besøg. Vi regnede med, at den kom på bordet igen. Der var kun taget 15-20 centiliter.
Her kom formatet ind i billedet! Ingen smalle steder. En ny flaske blev fundet frem og åbnet. Ikke noget med at drikke slatter :-) Det er da imponerende. Det er trods alt en vin til omkring kr. 2.500 i Danmark!!
Og hvordan er den så?? Monfortino i stor årgang....
Fantastisk!
Den er overraskende imødekommende og åben lige nu. Mere venlig end 1999. Hvis vi skal putte ord på, så er det en jernnæve i fløjshandske. Der er ingen kanter, ingen mislyde - kun kaskader af velsmag til toner af lakrids, kamfer, viol og endda en lille sødme. (se anmeldelse i databasen)
Den skal selvfølgelig ikke drikkes endnu. Den kræver mange år i kælderen. Det er hele essensen af Giacomo Conterno's vine. De er bygget til et langt liv.
I Danmark importeres Giacomo Conterno af Adriat Vinimport.