Barolo Tour 2009 - Angelo Gaja



På en lun mandag formiddag i november 2009 skulle vi for første gang på vor Barolo Tour 2009 til Barbaresco, og det var den bedst tænkelige start - et besøg hos Angelo Gaja.
Oprindelig havde vi slet ikke forventet, at Gaja havde tid til at se Vinhulen.dk, men vi må erkende, at Gaja har et endda særdeles effektivt og moderne administrationskontor, og vor mail blev prompte besvaret med en varm bekræftelse på, at de gerne ville se os.

Henrik og Michael foran Gaja's bygning.

Gaja har måske mere end nogen anden person i området haft stor indflydelse på den relative økonomiske velstand i området via Gaja's mange initiativer, holdninger og nytænkende indgang til vinproduktion.
Angelo Gaja bor midt i Barbaresco by, 100 meter fra byens tårn, i et markant, stort, rødt hus.


Udsigt over Barbaresco by. Gaja ligger i den røde bygning til venstre for tårnet!

Selve Gaja navnet stammer tilbage til grundlæggeren Giovanni Gaja, som i 1859 grundlagde den topproducent, som vi kender i dag. Angelo Gaja er 4. generation af familien.
Angelo Gaja er født i 1940, og han blev uddannet ønolog i 1960.
i 1961 går den unge Angelo Gaja ind i familieforetagendet. Siden har Angelo Gaja udviklet virksomheden til et stort foretagende, hvor der ikke bare produceres vin i Piemonte.
I 1994 købte man Pieve Santa Restituta i Toscana, og i 1996 købte man Ca' Marcanda - også i Toscana.
I dag har Gaja vinmarker i Barbaresco og Treiso samt Serralunga og La Morra i Piemonte. Hertil kommer vinmarkerne i Toscana.

En kæk lille udstilling af flaskerne fra ældre årgange.


Vi blev mødt af Sonja Franco, som ville vise os rundt på ejendommen og fortælle historien bag de berømte og kostbare vine. Det gjorde Sonja på en sød, grundig og meget kompetent måde, selv om Thomas så absolut fik testet Sonja's viden via en række spørgsmål om historien.
Sonja forklarede alle aspekter om Gaja på et letforståligt engelsk, og der er nogle fantastiske udstillinger af gamle flasker, nye flasker, kunst med familien som motiv o.s.v. på ejendommen. Der var tilmed udstillet forskellige regnskabsmæssige opstillinger tilbage fra den tid, hvor regnskab blev lavet med blæk og pengene blev afregnet i Lire - ret fascinerende og sjældent set i området.


Sonja Franco med en ældre Gaja flaske. Guld på flaske....


Efter rundvisningen havde vi lejlighed til en smagning af Gaja's nye vine fra årgang 2006 og hvidvinen Gaia & Rey 2002 + en lille overraskelse.

Så kunne besøget have været ovre, hvis det ikke var fordi, at Angelo Gaja himself pludselig kom gående ind i lokalet med et stort smil på læberne. Jeg indrømmer gerne, at jeg nok kom lidt hurtigere op af stolen for at hilse, inden jeg plejer at gøre, og det samme kunne siges om Thomas, som nu havde lejlighed til at gå i dybden med spørgsmål :-)


Angelo Gaja flakeret af yours truly og Thomas


Der var selvfølgelig stor lejlighed til at få talt om den nuværende produktion og de enkelte vine, som Gaja producerer. Meget spændende var det at smage hvidvinen Gaja e Rey, som var helt fantastisk. Også vinene fra Montalcino var fantastiske. Man må imponeres over, at Gaja kan rykke ind i området og herefter lave en Brunello di Montalcino som i den grad ikke lader noget tilbage at ønske. Det er flot.

Vi fik en lille sludder om vinene på bordet, som vi var i færd med at smage os igennem, og Angelo Gaja berettede lidt om stedets historie, ideerne bag vinene og om den arv, som han har været med til at gøre endnu større for den næste generation.
Angelo Gaja er en særdeles iderig person, og vi fik en lang samtale om, at Gaja frygter at den politiske korrekthed i løbet af få år vil begynde at fokusere på alkohols skadelige virkning på helbredet. I den sidste ende kan det føre til, at alkohol i alle afskygninger forbydes, og det vil være et stort slag mod rødvinen.
Gaja føler, at det er vigtigt, at vi vinentusiaster gør opmærksom på, at der er forskel på alkohol. Det er ikke ligegyldigt, om den kommer fra spiritus, eller om den kommer fra vin. Alkoholen kommer naturligt i vinen via gæring, mens alkohol i spiritus tilsættes.


Angelo Gaja forklarer passioneret om sine holdninger til vin.


Under samtalen blev Angelo Gaja pludselig inspireret til at finde en ny vin frem, som ikke var på det oprindelige program.
Frem fra gemmeren kom en flaske Sperrs 1999 - en flaske som man ikke ser og smager hver dag. Jeg behøver næppe berette, at den smagte ganske fremragende. Super vin fra super årgang.

Denne formiddag i Barbaresco hos Angelo Gaja havde vi lejlighed til at smage følgende vine, som samtidigt er lagt i vor vindatabase:

Gaia & Rey 2002, Gaja
Ca' Marcanda 2006, Ca' Marcanda - Gaja
Brunello di Montalcino Sugarille 2004, Pieve Santa Restituta - Gaja
Barbaresco 2006, Gaja
Langhe Nebbiolo Sori Tildin 2006, Gaja
Langhe Nebbiolo Sperrs 1999, Gaja


2 ældre flaske fra 1958 og 1964. De pynter gevaldigt alle steder...

Når besøget ligesom er kommet lidt på afstand, så synes jeg, at det var imponerende, at Angelo Gaja tog sig tid til at tale med os 3 danskere i 1 - 1½ uden på nogen måde at virke som om, at han havde travlt - klassisk italiensk gæstfrihed af bedste skuffe fra en mand, som er feteret som få i den internationale vinverden.

Vil vil tænkte tilbage på dette besøg som noget helt særligt.

Copyright 2009
Vinhulen.dk