Barolo Tour 2009 - Elio Altare
Når man rejser til Barolo for at smage vin og besøge producenter, så kan ingen komme uden om en af pionererne, Elio Altere, i La Morra på adressen Frazione Annunziata 51. På billedet til venstre kan du se familien residens.
Elio Altare er "opfinderen" af den moderne metode at lave Barolo på. Historien er lang, men ikke så lang som de flestes i området!
Det hele startede i 1948, hvor Giuseppe Altare kom til La Morra fra Dogliani. Han købte 5 hektarer. Markerne dækkede lidt Nebbiolo, Barbera og Dolcetto plots men også marker med fersken, hasselnødder og æbler. Her skal man huske, at det var på en tid, hvor der var flere penge i frugt og grøntsager, end der var i vin.
Elio voksede op i området, og han ville gerne lære om kunsten at producere vin, så sammen med nogle venner tog han til Bourgogne. Det var i 1976, og allerede på denne første rejse fandt han ud af, at der skulle ske nogle radikale ændringer, når han kom hjem. Det var både indenfor landbrugsmetoder, fremstilling af vin og handel med vin, så allerede da han kom hjem, begyndte han at eksperimentere med metoder, som ikke tidligere var kendt i Piemonte.
Han greb simpelthen motorsaven og skar frugttræer ned til grunden og slagtede de gamle træfade i kælderen for at få plads til sine nye barriques.
Faderen Giovanni forstod ikke den unge Elio. Elio's radikale nytænkning lå meget væk fra faderens tankegang. Giovanni var ikke i stand til at acceptere tingene, da han mente, at det var en hån mod traditioner og sund fornuft. Faderen trak sig tilbage til komplet stilhed indtil sin død i 1985.
Elio stod fast, og det gør han stadig den dag i dag. Fremover skulle familiens vine være kendetegnet ved elegance, finesse og balance. Det er stadig familien Altare der står for al produktionen under Elio's ledelse. Der er nu 10 hektarer og en produktion på ca. 60.000 flasker om året.
Vi skal nu tilbage til nutiden, hvor vort besøg hos Altare faldt på en næsten forårsagtig eftermiddag. Vi blev modtaget af Silvia Altare, som du kan se på billedet til højre for en lille rundtur på ejendommen og efterfølgende vinsmagning i det store repræsentationslokale i stueplan.
Vi startede med at gå en tur ned i kælderen, hvor vinene bliver til (næst efter på marken). Elio Altare er en af de få vinproducenter, som faktisk har en kælder med gamle flasker, som man kan gå og beundre. Silvia holder på billedet en gammel Barolo fra 1957. En absolut sjældenhed, og Silvia holder godt fast i flasken.
Læg også mærke til de gamle flasker fra kælderen på billedet til venstre - ikke nogle flasker du kan se hos din lokale forhandler. Alle flasker ligger selvsagt i perfekt temperatur.
Denne eftermiddag skulle vi smage en række forskellige vine:
Dolcetto 2008, Elio Altare
Barbera d'Alba 2008, Elio Altare
Langhe Nebbiolo 2008, Elio Altare
Langhe La Villa 2006, Elio Altare
L'Insieme 2006, Elio Altare
Barolo 2005, Elio Altare
Barolo 2004, Elio Altare
Barolo Arborina 2005, Elio Altare
De 2 virkelige stjerner i det felt var Barolo 2004 og Barolo Arborina 2005, som begge kan tildeles maksimale 3 glas. Langhe La Villa 2006 skal dog også nævnes som værende tæt på perfekt.
På billedet ovenover til højre kan du se Dolcetto, Barbera og Nebbiolo vinene på et gruppefoto.
Vi havde et fantastisk godt besøg hos Elio Altare, hvor Silvia gjorde alt for, at vi skulle hygge os og have den mest nøjagtige information om produktion og vine. Ledsaget af sin moder følte vi os godt tilpas og velkomne hos denne fantastiske pioner fra området.
Som du kan se på billedet til venstre, så havde Thomas som vanligt lige et vinglas med en slat af hans yndlingsvin på dagen, som han skulle meditere ned i. Var det nu blomme eller lakrids, som var nuancen?
Henved kl. 17 var det tid til at rejse videre ud i Barolo-land. Vi havde ikke flere besøg denne eftermiddag, men vi var sådan set også klar til at starte vor tour-bil og vende næsen hjem til hulen for at klæde om og være klar til aftenens middag på en af områdets fantastiske restauranter.
Man bliver aldrig træt af at smage vin, når det foregår på det niveau, som vi var vidne til denne eftermiddag. Ingen tvivl om, at Elio Altare fortsat er en frontløber for modernisterne i Barolo.
I Danmark forhandles vinene fra Elio Altare af en række forskellige vinhandlere. Du kan enten søge de ønskede vine på Google eller se dem på
vinvinvin.dk - database over vine til salg i DK via onlinehandel.
Importen af vinene foregår dog hos Enoteca i København.
Copyright 2011
Vinhulen.dk