Carlo Merolli - Efterårssmagning 2011 - Annekset på Christianshavn
En stille mandag eftermiddag i efterårsferie havde Carlo Merolli valgt at henlægge én af de traditionelle smagninger til Annekset på Christianshavn - denne gang en efterårssmagning af en perlerække af vinhandlerens gamle kendinge i nye årgange samt en række nye vine fra sortimentet.Som du kan se på billedet til venstre, er Carlo Merolli stadig aktiv med passion for emnet, her ledsaget af sin tro væbnet og partner in crime gennem mange år, Tai Pundik.
Annekset var fyldt til bristebunktet med besøgende, der havde trodset efterårsferiens dvale for at bevæge sig ud i den pulserende vinverden og smage de 35 forskellige vine og nyde et lille måltid mad tilberedt af Anneksets personale.
For at dvæle lidt ved maden, bestod den af supermør culottesteg i tynde skiver, dansk lam og diverse tilbehør i form af salat og pasta med en dejlig og frisk dressing - sådan lige for at skylle munden mellem vinene. Kvaliteten var dog så høj, at maden godt kunne stå alene og bare nydes i et stille øjeblik sammen med favoritvinen, men den kommer vi tilbage til senere i artiklen.
Efterhånden har yours truly udviklet et godt system, når jeg er til vinsmagning. Det tager simpelthen for lang tid at sidde ved et bord og smage, så kunsten er at kunne holde et kamera, et glas, en tallerken og kuglepennen på én gang og stå og samle indtryk, mens man smager sig igennem et heftigt udvalg og forsøger at finde spytbakken, så også ædrueligheden sikres. Det sætter næsten akrobatiske krav til fingerfærdighed, men man lærer det, for man vil jo så nødigt gå glip af noget, når nu flaskerne er åbnet :-)
Hvis du kigger på billederne på siden, så kan du se omfanget af smagningen. Det var rigeligt at vælge imellem!
Jeg startede med at kaste mig over de forskellige vine på Pinot Noir. Her var det producenterne Pojer & Sandri fra Trentino og Lanciola fra Toscana. Her er der bestemt ting og sager at bemærke.
Pinot Noir er måske mest kendt fra Frankrig, men Italien er godt med på fronten, hvis man vælger de gode producenter. Pojer & Sandri fra Trentino laver Pinot Noir vine i den klassiske norditalienske, kølige stil, hvor frugten er rød og smagen letkrydret og ganske sin egen.
Lanciola laver mørke og tætte vine i den varme stil, som det er klassisk i Toscana.
Hvad er så bedst? Det er der ikke noget entydigt svar på. Hvis man sigter efter den klassiske Bourgogne-stil, så skal man vælge vinene fra nord, mens man skal vælge vinene fra Midtitalien, hvis man er mere til de kraftige, mørke og mere brombæragtige nuancer i stilen. Personligt kan jeg lide begge varianter af samme drue, men jeg skulle mene, at mainstream vil gå efter den toscanske udgave, da den ligger mest op af de andre italienske vine, som vi kender i Danmark.
Der er dog en bølge i vinverdenen der går i retning af frugtstærke og frugtrigtige vine på bekostning af de meget fadede vine. Deres tid rinder efter min bedste vurdering langsomt ud. Også inden for vinbranchen skifter smagen. jeg vil gætte på, at vi i løbet af ganske få år vil se flere vine fra det kolde nord, og her er Pojer & Sandri et rigtigt godt bud!
Det skal her indskydes, at også producenterne Baricchi og Podere Fortna var repræsenteret i genren Pinot Nero, men man kan jo ikke nå det hele, så jeg valgte at satse kræfterne der, hvor jeg vidste, at der var kvalitet kombineret med saft og kraft.
Når vi nu taler om saft og kraft, så skal Lanciola også nævnes for deres rødetikettede vine i genren Chianti Classico Riserva i årgangene 2004, 2006 og 2007. Det er vine med greb, blødhed og bid. Godt skruet sammen i en flot helhed med råkraft og et langt liv foran sig. Man kan sige, at selv årgang 2004 (superår i Toscana) fortsat er ung og viril uden det mindste tegn på svaghed. Det er flot af en 7 år gammel vin.
Så var vi nået til en klassisker og måske dagens mest populære vin iflg. Carlo Merolli - Rosso di Montalcino fra producenten Quercecchio. Det kan man faktisk godt forstå. Den har sådan set det hele pakket sammen på sine 75 centiliter. Det er sådan en slags ånd i flasken, som kun venter på at komme ud for at vise, at det er smask forkert at lave en direkte sammenligning mellem Brunello di Montalcino og Rosso di Montalcino alene fordi, at de er på samme drue og fra samme specifikke område.
Nej, Rosso di Montalcino har en anden dagsorden. Den mangler nemlig en masse fadlagring og anden forarbejdning, inden den når dig som forbruger. Det tjener den godt, for den fremtræder hos denne producent som frugtstærk, viril, levende i munden og blød som pokker. Den er gennemført, ligetil og ualmindeligt velsmagende til en stærk pris.Rosso di Montalcino fra producenten Quercecchio havde sin plads på bordet ved siden af Chianti Rufina Riserva 2008 fra I Veroni. Den har jeg haft fornøjelsen af at smage gennem mere end 10 år. Det synes at være et faktum, at den bliver bedre og bedre. Man kan nogle gange få den følelse, at Chianti er bedst, når det er Chianti Classico, men I Veroni er en positiv undtagelse.
Tiden var kommet til at bevæge sig til Veneto for at møde producenten Calustra, som var repræsenteret med 2 vine denne dag:
Girapoggio - Cabernet Sauvignon og
Sassonero - Merlot
Det var slet ikke svært at smage druernes karakteristika i vinene med en ordentlig endefuld krat og kvas som supplement. Jeg ved ikke, om de skal høre til katagorien "I like", men kvaliteten fejlede ikke noget i den måske lidt lettere og kolde stil, som de hver især repræsenterer.
Under smagningen kan man altid få en hyggelig sludder med Carlo og Tai og få lidt baggrund om vine og producent. Det var en god eftermiddag i oktober, for det var inden, at Carlo Merolli havde opdaget, at Sundhedsstyrelsen i deres nye smedekampagne mod alkohol bruger den klassiske italienske Chianti bastflaske til at fortælle folk, at man bliver alkoholiker af at se Lady & Vagabonden eller tage et glas af denne klassiker til sin Spaghetti Bolognese.
Carlo Merolli kunne stadig smile :-)
Undertegnede vil dog straks give Carlo Merolli ret i, at det ikke er superintelligent at vælge en så markant vinflaske til kampagnen. Chianti i bastflaske er den eneste vin i verden, der rent faktisk har bast omkring, så alle med bare det mindste kendskab til vin kender denne.
Derfor ligner kampagnen en kampagne mod italiensk vin snarere end en kampagne mod alkoholmisbrug, som vi jo alle er enige om er en god ide.
Faktisk finder jeg det ligeså slemt, at man benytter en vinflaske som symbol på alkoholmisbrug. Hvor mange mennesker er blevet alkoholikere af vin frem for øl og shots og ren spiritus? Jeg ved det ikke, men jeg tvivler på, at der sidder mange potentielle alkoholikere derhjemme og tyller Chianti!
NÃ¥, tilbage til smagningen...
Læserne skal vide, at jeg har et svagt punkt for Piemonteproducenten Schiavenza.
Undertegnede har været adskellige gange i Barolo og besøgt fru Schiavenza og familie, og det er både vinene og restauranten, der er i superligaen. Jeg har altid holdt af de hårde og lakridsede vine fra Serralunga d'Alba, og nu kunne jeg kun glæde mig til årgang 2007 af Barolo, Barolo Prapó, Barolo Broglio og Barolo Bricco Cerretta.
Tai Pundik kunne berette, at det er en rigtig fin og feminin årgang - lige til kvinderne.
Så er det kvinder med hår på brystet, hvis vi taler Schiavenza, for selv om det er en feminin årgang, så lefles der ikke for nogen her! Kraft, blødhed, sødmefuldhed og begyndende modenhed er i alle vinene, selv om de fortsat skal lagre.
Taninnerne er fortsat hårdt kæmpende om gunsten for opmærksomhed, og det varer nogle år, inden de er helt udblødt...
Det er iøvrigt fantastisk at følge disse Barolo'er over tid. Hvis man smager her i 2011, så har man en favorit, mens man året efter har en anden, og sådan fortsætter det. Det er et sjovt faktum, at Cerretta marken og Prapó marken har en forskellige udviklingshorisont og rytme i vinflasken.
Lige nu og her er Prapó overlegen, uden at de andre på nogen måde er svage. Jeg ved fra tidligere, at i løbet af 1-2 år, så kommer Bricco Cerretta stormende og overhaler indenom, og først når vinene har fået flere år på bagen finder man ud af, hvordan magtbalancen var mellem markerne i slutresultatet.
Skal jeg være helt nørdet her, så tror jeg - baseret på struktur og balance - at Prapó vinder ræset i årgang 2007, men det kan du følge på Vinhulen.dk løbende, efterhånden som vi tester dem igen...
Så var tiden kommet til at gå i klinch med producenten Antonelli fra Umbrien.
Her skulle vi lige smage en række Montefalco Rosso, Montefalco Riserva og Sagrantino. Derudover Sagrantino Chiusa di Pannone. Vi bevægede os bredt mellem årgang 2005 og 2006, og der er tale om meget solide vine.
Der er intet at udsætte på disse vine, som faktisk er fantastiske vine til priserne, selv om prisniveauet ikke smager af dagligdagsvin. Vi starter i kr. 139,- og slutter i 249,-, men de er pengene værd.
Det skal afgjort bedømmes som én af de bedste oplevelser at smage vinene fra Antonelli. Det er godt, rigtig godt!
De er mørke og frugtstærke og bærer tyngden med yndefuldhed og har endda overskud til bid med saftige indslag. Det er klart, at der er mere vin i Sagrantino'erne, men lad dig ikke narre. Det er ganske forrygende at få oplevelsen med Montefalco Rosso, som bare viser tænder og kræfter og virker overbevisende.
Med passende mellemrum ved sådan en vinsmagning, skal man lige hilse på nogle af alle vinvennerne, som er stimlet sammen til et godt glas vin.
Jeg kan godt blive lidt imponeret over, at man i efterårsferien kan samle så mange mennesker til en vinsmagning - specielt når man tænker på, at det er voksne mennesker, som ikke umiddelbart er ramt af ferie ligesom skolebørnene.
Der var virkelig gjort meget for at overbevise Sundhedsstyrelsen om, at de tager fejl, når de siger, at alkohol er skadeligt, eller også er gæsterne bare som danskere er flest. Vi bruger hovedet og nyder passende mængder af det, der serveres. Ingen misbrug - bare nydelse. Vi behøver ikke en løftet pegefinger. Vi ved godt, at vi ikke bliver 130, hvis vi drikker, ryger eller går med damer, men vi trodser faren, ser døden i øjene og nyder livet. Det er simpelthen noget af det bedste ved at være dansk.
Livet er jo ikke værd at leve, hvis man ikke har laster :-) jeg har iøvrigt fra pålidelig kilde, at samtlige deltagere overlevede dagen :-)
Som rosinen i pølseenden var undertegnede nået til ende af perlerækken, hvor producenten Rinaldi og producenten Baricchi var repræsenteret.
Andrea Rinaldi var som den eneste vinproducent selv med til smagningen og havde taget Roberto Vitas med som hjælper. Roberto er vinproducent i Friuli. Et herligt makkerpar som gladeligt skænkede vin ud til højre og venstre.
Det blev et gensyn med den på Vinhulen.dk berømte Barbera d'Asti Sisula i årgang 2003 og 2004. De er ikke trætte på nogen måde, men de har en lille spids af begyndende oxydering. Det er heller ikke særligt almindeligt at drikke Barbera, der er 7-8 år gammelt, så smags- og duftnuancerne skal selvsagt være lidt anderledes.
Jeg har en svaghed for Brachetto og Moscato Passito. Den første mousserende og rød med smag af jordbær. Den anden stille, fed og gylden med smag af hyldeblomst.
Det er farligt, for der er alkohol i, men jeg blæste på formaningerne, så døden i øjnene og hengav mig til nydelse. Nuvel, der er ikke typernes flagskibe, vi her havde med at gøre, men det er ganske simpelt 2 vintyper, som har noget, som alle godt kan lide. Perfekt til en afrunding og rensning af munden efter en masse rødvin.
Undertegnede har næsten lige smagt vinene fra Baricchi i de valgte årgange, men jeg måtte lige slutte af med Regina di Felicitá, som er en Moscato Spumante af den meget søde type. Der er givet ikke mange, der kan lade den stå. Den er dømt til at blive populær med sin sødme, fedme og klassiske duft- og smagsnuancer.
Efter sådan en omgang af mellem 30 og 35 vine er det tid til at komme ud i det virkelige liv igen - væk fra stilheden af rolig småsludren, klirren med glas og tallerkener og ud i den københavnske trafik en oplevelse rigere på italiensk vin.
Jeg fik det, som jeg kom efter - noget nyt og spændende. Noget som jeg ikke vidste, da jeg kom. Jeg fandt Antonelli. Jeg fandt Pinot Nero fra både Nord- og Midtitalien og jeg fandt inspiration til at skrive denne artikel, som du netop har læst.
Italiensk vin er ikke mere kompleks. Det handler om at nyde, det handler om at leve, og det handler om at sanse. Det handler om kærlighed.
Kan du klare det, så kan det ikke gå helt galt, men husk nu - og denne gang er jeg alvorlig - drik med måde og nyd med måde. Deri har Sundhedsstyrelsen jo ret.
Vi er bare ikke enige om, at man skal bruge ikonet "bastflasken" til at råbe befolkningen op. Der er jo heller ikke et billede af Walt Disneys bambi på alle pakker dyreryg i supermarkedet. Man bør ikke udstille elskede ikoner i antikampagner...
Copyright 2011
Vinhulen.dk