CHATEAU PALMER

VERTIKALSMAGNING PÃ… LE SOMMELIER
ARRANGERET AF DOMAINE BRANDIS

Chateau Palmer

Onsdag den 21. maj lagde eksportdirektør Chris Myers fra Chateau Palmer vejen forbi Danmark i forbindelse med en promotion tur for slottets vine. I den anledning havde Tom Brandis fra Domaine Brandis inviteret vinpressen til en smagning af slottets vine. Et spændende smageprogram bestående af :

Alter Ego Palmer årgang 2004, 2006 og 2009

Chateau Palmer årgang 1979,1989,1999,2004,2008 og 2010

ledsaget af frokost fra Le Sommelier`s kvalitetskøkken, der kan få selv de mest kræsne vinjournalister op ad stolen.

Château Palmers historie går tilbage til 1814, hvor en engelsk general ved navn Charles Palmer steg på diligencen fra Paris til Bordeaux.

Overfor ham sad en kvinde, som havde været i hovedstaden for at afhænde sit vinslot. Det var ikke lykkedes hende at finde en køber, hvilket hun beklagede sig over til den britiske gentleman. Hvorvidt det skyldtes enkens udseende, hendes talegaver eller generalens ædelmodighed vides ikke, men da de to steg af diligencen i Bordeaux, var Mr. Palmer blevet ejer af et vinslot.

Charles Palmer var en driftig herre, og han udbyggede slottet og dertil hørende vinmarker. Chateau Palmer

Vinen blev markedsført, især i England, hvor dens popularitet nåede helt ind i kongehusets gemakker. Charles Palmer levede dog "det søde liv", og udgifterne tvang ham til at sælge slottet i 1843. I en kortere periode blev slottet bestyret af banker, og i 1853 blev Palmer købt af brødrene Pereire, der var nogle engagerede entreprenører.

Brødrene ejede slottet frem til slutningen af 1930erne, hvor krise og dårlige verdenskonjunkturer tvang dem til at afstå ejendommen. Fra 1938 har fire Bordeaux familier (Sichel, Mahler-Besse, Ginestet og Miailhe) været ved roret på Palmer. Disse familier, som genopbyggede Palmers rennomé og omdømme, var alle aktive spillere på bordeauxmarkedet.

To af familierne har imidlertid siden forladt ejendommen, og dermed overladt ansvaret til familierne Sichel og Mahler-Besse. Takket være deres vedholdende og kompromisløse indsats, og ejendommens ekstraordinære terroir, er Château Palmer en af verdens mest efterspurgte og elskede vine.

Chateau Palmer

Château Palmer fremstår i dag som et af de mest perfektionistiske vinbrug i hele Bordeaux. Især siden 1960'erne har man fremstillet vine af ekstremt høj og stabil kvalitet, som i flere årgange har været på niveau med vinene fra 1. Cru-slottene og der hersker bred enighed om, at Château Palmer er det eneste slot i Margaux, som reelt kan følge med Château Margaux kvalitetsmæssigt.

Château Palmers særkende er en druesammensætning med ekstraordinært højt indhold af Merlot (45-55%) suppleret med Cabernet Sauvignon (40-50%) og en smule Petit Verdot, hvilket giver vinene en forførende lækker bouquet og gør, at vinene allerede som unge smager fremragende, uden at det går ud evnen til lang flaskelagring.

Set fra en vinentusiast synspunkt er vinene fra Chateau Palmer desværre efterspurgte over hele kloden, og som bekendt koster det kassen at fremstille vine i verdensklasse. Priserne på Chateau Palmer starter derfor meget på den forkerte side af kr. 1000. pr. flaske, hvilket naturligvis gør det til en utilnærmelig vin for mange.

Indførelse af vinen Alter Ego i 1988 har imidlertid gjort, at langt flere i dag har mulighed for at stifte bekendskab med slottet og er faktisk et rigtig godt alternativ til ”the Grand Vin”. Alter Ego er ikke ment som slottets 2. vin men som en selvstændig vin beregnet til at drikke inden for de første 10 år fra høståret.

Vinen kan dog godt længe længere i gode årgange.... Chateau Palmer


Alt i alt var det en rigtig spændende smagning og en unik mulighed for at smage Chateau Palmer i unge og modne årgange op mod hinanden. Vinhulens udsendte fik til fulde indfriet de store forventninger og vil anbefale alle vinelskere at udnytte enhver mulighed for at drikke et glas Chateau Palmer eller Alter Ego.

Nedenfor finder du specifikke ratings på alle vinene:

Alter Ego 2009, Chateau Palmer
Alter Ego 2006, Chateau Palmer
Alter Ego 2004, Chateau Palmer
Chateau Palmer 2010
Chateau Palmer 2008
Chateau Palmer 2004
Chateau Palmer 1999
Chateau Palmer 1989
Chateau Palmer 1979

Du finder Domaine Brandis her: Domaine Brandis
Du finder Le Sommelier her: Le Sommelier

Michael Christensen
Vinhulen.dk
Copyright 2014