WINEMAKERS DINNER
COSTA CATTERINA (PIEMONTE)

Arrangeret af Skjerning Vinimport på
Trattoria Ché Fè i København


che fe

Lørdag, den 27. januar 2017 havde Vinhulen.dk fornøjelsen af at være til winemakers dinner med Piemonte producenten Costa Catterina på Trattoria Ché Fè i det indre København.

Modsat mange andre steder, så afholdes winemakers dinner på Ché Fè fredage og lørdage, og det giver de fleste af os vin- og madelskere mulighed for at deltage, da hverdagene kan være travle med andre og vigtige opgaver, der ikke giver mulighed for at slappe af og nyde mad og alkohol, når man skal være frisk næste dag…

Normalt foretrækker restauranter at fylde kalenderen med disse arrangementer på de mere stille ugedage, da man som regel kan fylde bordene op i weekenden uden.

Trattoria Ché Fé er heldigvis ikke nødsaget til alene at anvende denne procedure, og det er lækkert for de travle.

Denne aften var der indgået samarbejde mellem vinproducenten Costa Catterina, Ché Fé og vinimportøren Skjerning Vinimport om at give gæster en hyggelig aften med mad og vin.

Costa Catterina har hjemme i berømte Piemonte, men ligger uden for både Barolo og Barba-resco området, hvorfor opmærksomheden ikke altid er, som den fortjener.

Udover vinproduktion driver Costa Catterina en Bed & Breakfast på ejendommen.

Costa Catterina ligger i Castagnito og producerer Spumante på Arneis druen, hvidvin på samme drue og Barbera og Barolo på henholdsvis Barbera og Nebbiolo drue.

che fe


Ovenfor ser du Antonio Coscia, ejeren af Costa Catterina.

Derudover produceres også Moscato d’Asti på Moscato drue. Det er en let moussende og sød vin, der er udpræget til desserter eller et glas i utide.

Det var disse vine, vi skulle stifte bekendtskab med denne aften. Når man befinder sig på Ché Fè (kæfæ), så skal man vide, at maden altid er et helt særligt arrangement, hvor retterne er tilpasset vinene, og gæster af huset vil vide, at menuen skifter dagligt.

Derfor havde Alessandro og teamet på Ché Fè også denne aften afstemt retterne, så de passede til Piemonte og de respektive vine.

Alessandro Jacoponi har en fortid som partner på Era Ora, indtil han i 2012 åbnede Ché Fè og sammen med Enrico Cecilian og Katrine Giorgio danner grundstammen i den hyggelige atmosfære

Katrine er Ché Fè’s sommelier, og Enrico styrer slaget i køkkenet, mens Alessandro er det naturlige midtpunkt.

Ché Fè laver og serverer den mad, som italienerne spiser derhjemme.

che fe
Aftenen lagde ud med servering af Spumante Arneis ledsaget af en lille forret til at få smagsløgene i gang.

Under hele seancen med mad og vin, kunne man opleve at Hans og Peter fra Skjerning Vinimport serverede vinene for gæsterne sammen med Ché Fè's sommelier Katrine Giorgio.

Hans og Peter startede Skjerning Vinimport i 2014, og Hans er Peters svigerfar.
Hans kunne berette, at han vil hellige sig vinimporten helt, når han snart går på pension, hvilket man sagtens kan følge ham i :-)

Kort efter kunne gæsterne for første gang hilse på ejeren af Costa Catterina, Antonio Coscia, der fortalte lidt om filosofien bag vingården.

Du kan se ejeren Antonio fra Costa Catterina sammen med ejeren af Ché Fè Alessandro side om side på billedet til venstre.

Alessandro fungerede som tolk, da Antonio kun taler italiensk...

Antonio kunne berette, at hans filosofi bag vinene er drikbare vine uden for meget aggressivitet i syren - produceret for at behage og smage godt.

Ganske som det næsten er standard i Italien ved generationsskifter, så var faderen oprindelig mod mange af de moderne tanker, som Antonio havde, da han stille og roligt overtog Costa Catterina og ville udvide produktionen. F.eks. var faderen ikke meget for "grøn høst", hvor man tynder ud i druerne for at højne kvaliteten på de tilbageværende.
che fe
Antonio kunne berette, at hans største kritiker er hans far, og hvis denne giver udtryk for, at Antonio's vine er gode, så ER de gode efter alle standarder...

Costa Catterina er også klassisk italiensk i en anden forstand - vingården er opkaldt efter moderen Catterina.

Allerede da vi smagte Spumante Brut Roero Arneis, blev det tydeligt, at der er noget om snakken med behagelige vine med stor smag.

Spumante er meget ofte sammensat af 3 forskellige druer, men her anvendes alene Arneis, og det giver masser af smag og fantastisk forhold mellem frugt, intensitet, kompleksitet og bobler. En på alle måder fremragende Spumante.

Til højre ser du en del af den glimrende antipasti, som jeg altid finder spændende og varierende.

Her blev præsenteret bøffelmozzarella med tomat, basilikum og oliven sammen med Bacalao på bund. Bacalao er reelt set klipfisk. Nogle er vilde med det, andre er mere tilbageholdende :-)
Her fungerede det supergodt.

Måske sidder du og tænker - jeg kender slet ikke den vinproducent!?

Nej - det gjorde vi heller ikke på Vinhulen.dk, men vi har en passion for italienske vine, og vi elsker at prøve nyt og spændende.
che fe

Hvis man altid holder fast i det traditionelle, så opdager du aldrig, når udviklingen sker, og så kører toget uden dig. Efter 15 år er vi stadig på toget, og derfor var vi også til stede denne aften :-)

Nu skulle vi smage på producentens Roero Arneis hvidvin.

Glimrende, let drikkelig hvidvin med fylde og ganske som beskrevet - lige til at gå til. Vinen er til den lette side, men til knapt så krævende madretter er den glimrende. Den skal bare ikke have for store udfordringer. Så mangler den lidt i fasthed og syre til at stå imod med.

Til venstre kan du se madledsagelsen til hvidvinen. Nydelig komposition af fennikel, appelsin og blæksprutte med stor velsmag og utrolig flot udseende på tallerkenen. Det var lækkert!
che fe
Næste vin på programmet Barbera d'Alba Superiore, som undertegnede faktisk vil sige på mange måder minder utroligt meget om en Cotes du Rhone med hindbær, ymer og flødekaramel - specielt i duften, men smagen er også godt med. Solid vin.

Ledsagelsen rent madmæssigt til Barbera d'Alba Superiore var Ché Fè's Risotto med syltede rødløg, græskar og radicchio.

Som altid en dejlig cremet Risotto, og kontrasten til syltede rødløg er fantastisk.

Igen var Antonio i højt humør og havde lejlighed til at fortælle flere historier fra sin hjemegn og vingård, mens han gik rundt mellem bordene og hilste på gæsterne.

Her har Ché Fè den store fordel, at sommelier Katrine taler flydende italiensk og dermed kunne oversætte løbende, når undertegnedes forståelse for de italienske gloser momentalt rustede, når hastigheden i fortællingen fra Antonio steg :-)

Nu var turen kommet til Barolo 2012. Antonio laver kun Barolo, fordi det skal han for at "komme på kortet" hos vininteresserede. Der er nemlig en tendens til, at hvis der ikke laves Barolo, så har de fleste ingen interesse i at smage vinene eller besøge vingården.

che fe
Det har vi hørt før fra andre producenter. Det er synd og skam, for rigtigt mange producenter udenfor Barolo og/eller Barbaresco området laver faktisk fremragende vin, selv om vinen "bare" hedder Roero eller Langhe Rosso.

Til Barolo'en fik vi serveret hovedret med forskellige typer af kød, blandt andet kalvetunge og oksekød med kartoffeltern og grøntsager vendt i vineddike. Her kunne man visuelt specielt lægge mærke til gult og orange blomkål - spændende. Retten blev suppleret med persille- og peberrodspesto.

Nu er det tid til at kigge på en samlet oversigt over aftenens vine, hvor du kan klikke på en specifik vin for at se Vinhulen.dk's bedømmelse og vinens pris:

Roero Arneis Spumante Ma Brut 2015, Costa Catterina
Roero Arneis Arsivel 2015, Costa Catterina
Barbera d'Alba Superiore 2014, Costa Catterina
Barolo 2012, Costa Catterina
Moscato d'Asti 2015, Costa Catterina

che fe
Herefter var vi kommet til aftenens sidste vin - Moscato d'Asti - der med sin lette frizzante i munden sammen med sødme og smagen af hyldeblomst er særdeles velegnet til dessert.

Her skulle vi nyde hvid chokolademousse med bærkompot.

En lækker og cremet dessert med tydelig smag af den hvide chokolade og de friske bær til at give modvægt i form af syre. Fin balance.

Igen en ganske herlig aften på Trattoria Ché Fé i selskab med nogle af Italiens vidunderlige vine :-)

Det er på alle måder italiensk mad som italienerne selv nyder den. Der er intet pompøst eller fornemt over hverken lokaler eller mad - bare hyggelig stemning og atmosfære kombineret med lækker kvalitetsmad på de bedste råvarer. Det er en simpel opskrift, men det er en opskrift, der virker...

Det kan kun understeges igen, at såfremt du ikke har prøvet denne form for kombination af vin og mad, kaldet winemakers dinner, så er det på tide, at du starter. Det er som tidligere nævnt en fremragende måde at smage en række forskellige vine og nyde en restaurants gastronomiske formåen samtidigt til en overkommelig pris.

Sådan en aften får du for mellem kr. 600-700, og det er da flot og overkommeligt for de fleste....

Som en efterskrift til artiklen finder du oplysninger på Ché Fè og Skjerning Vinimport nedenfor, så du ved, hvor du skal henvende dig, hvis du får lyst til at prøve vinene.

God fornøjelse!

Du finder Skjerning Vinimport her: Skjerning Vinimport

Du finder La Trattoria Ché Fè her: Trattoria Ché Fè

Michael Christensen
Vinhulen.dk
Copyright 2017