Anmeldelse af Valpolicella Classico Sup. Ripasso Il Bugiardo



Producent: Buglioni
Vintype: Rød

Land: Italien
Område: Veneto
Ã…rgang: 2020

Forhandler: Supervin
Pris: 129,95 kr v/6 fl.

Rubinrød. Basen i duften er umiskendeligt friske, røde kirsebær og tilkommende brombær, der suppleres af en krydret baggrund med næsten friskt, grønt, nyklippet græs og kvas på den fede måde. Der kommer også træ og en flintet og lakridset note, når vinen står i glasset. Ren og fin og ikke mindst frisk duft, der er milevidt fra Amarone, som det faktisk også er meningen. Smagen er fed og mørk med træ, røde kirsebær, brombær, ristet kaffe, sød lakrids og krydderi med afstemt frugtsyre med bid og kant. Saftig, frisk og ung i sit udtryk. Dejlig kompleks med en lille og diskret sødme uden på nogen måde at gå i sødmens retning. Flot komponeret vin med masser af saft, kraft og finesse. Vinen kan drikkes nu eller gemmes nogle år. Drik 2023-2028. 92 point.
Anmeldt 29-01-2023